136995
136995
24. FEBRUAR 2026 KL. 19:30, LIMFJORDSTEATRET MORS
“Det’ Vi To” er en nyskrevet forestilling, der rækker ud over både nationalitet og alder – og handler om nogle af de ting, vi alle tænker på: kærlighed, sex, nærvær, grænser og samtalen mellem os.
På scenen står to unge talentfulde grønlandske skuespillere: Aviana Steinbacher, der i 2023 vandt en Reumert som den blot anden grønlænder i historien, og den prisnominerede Josef Tarrak, der oprindeligt brød igennem som rapper i Grønland.
I en smuk, håndmalet scenografi, med film som sanselig baggrund, følger vi det unge par – fra deres første spontane dans og kys, den første nat sammen, til deres frie samtaler om lyst, behov og krop. Gennem humor og musik oplever vi dem navigere i akavede og følsomme øjeblikke, der forvandles til latter og nærhed, mens de finder ud af, hvordan man taler sammen om de svære emner.
En forestilling, der nok kan give røde kinder og blafrende ører.
Teater freezeProduction har tidligere gæstet Limfjordsteatret med den charmerende forestilling Den grønlandske mand – og i foregående sæson Det arktiske topmøde.
★★★★★
”.. et smuk og autentisk møde med livet som ung. (…) inspireret ud af virkelige historier fortalt af unge mennesker i Grønland omkring følelser og seksualitet. Denne ægthed kan tydeligt mærkes gennem hele forestillingen.”
Kulturnyt.net