Det krævede 8 års stædig kamp fra lokale ildsjæle, inden Limfjordsteatret i august 1989 omsider fik kulturministeriets godkendelse.
I en hestesko omkring scenen sad 120 publikummer klar på de ikke alt for magelige træstole fra den gamle Alsted Skole. Nogle var mødt op i nålestribet og selskabskjole, andre i cowboybukser og lårkort. Mangfoldigheden var stor allerede, da Limfjordsteatret den 23. februar 1990 slog dørene op for sin allerførste forestilling: Danmarkspremieren på det nyoversatte stykke ”Efter forestillingen”.
Gæsterne var kort forinden blevet modtaget med højt humør og perlende jordbærvin i ”Cafe Omklædningsrummet”. Nu var lyset dæmpet i den gamle gymnastiksal med de påskegule vægge og brune ribber, og der var sat spot på de fire skuespillere, der skulle levendegøre et stykke samtidsteater, skrevet af de svenske dramatikere Bengt Bratt og Roland Jansson. Oversat og instrueret af teatrets nyansatte leder, Gunnar Rose.
Særlig spændt på premieren var teatrets første bestyrelsesformand, Jørgen Graabæk. Igennem otte år havde han og en lille gruppe entusiastiske mennesker kæmpet med næb og klør for dette øjeblik. Og mødt så meget modstand undervejs, at det af og til havde været fristende at kaste håndklædet i ringen og opgive drømmen om et egnsteater på Mors.
Ideen opstod i 1982, kort efter øen havde fået en stor, omdiskuteret teatersal i det nye gymnasium på Limfjordsvej, tegnet af de kendte arkitekter Friis & Moltke. Debatten var intens, og flere mente, salen var unødvendig luksus – en lokalpolitiker foreslog endda, at det var billigere at sende folk til Det Kongelige Teater i København.
Alligevel foreslog Morsø Folkeblads idérige chefredaktør Jens Bjerre Tybjerg under et møde:
– Vi skal selvfølgelig have et egnsteater på Mors.
Det blev mødt med skepsis – ”Skal vi have to teatre på Mors?” – men Jørgen Graabæk, viceskoledirektør og formand for Kulturelt Samvirke, bakkede op. Den reviderede teaterlov fra 1979 muliggjorde statsstøttede egnsteatre, og en gruppe på fem dannede hurtigt et uofficielt udvalg: Graabæk og Kirsten Bagger fra Kulturelt Samvirke, Tybjerg, Harald Hyldig fra Amatørteaterkredsen og teaterstuderende Else Mathiassen.
Navnet var hurtigt på plads. Igen var chefredaktør Tybjerg fremme i skoene og spurgte retorisk på et af de første møder i fem-mands-gruppen: ”Hvad skal teatret hedde, når engang det står der? Ja, det skal selvfølgelig hedde Limfjordsteatret”.
Fem-mands-gruppen gik i gang med at lave oplæg til det kommende egnsteater, der skulle forankres lokalt på Mors. Der blev holdt møde med Team Teatret i Herning, en repræsentant fra Kulturministeriet og en revisor fra Teaterrådet. Man vurderede, hvor stort det skulle være, hvor mange skuespillere, der skulle tilknyttes, hvor det skulle placeres, og hvordan det skulle funderes rent økonomisk.
Vi havde lavet et seriøst stykke forarbejde, inden vi begyndte at forhandle os til rette med de politiske organisationer
– Jørgen Graabæk
Mens mange borgere var skeptiske, bakkede politikerne i både Viborg Amt og Morsø Kommune op om idéen og budgettet.
Den største udfordring blev Kulturministeriet, hvor sagen trak ud i årevis. I 1985 krævede ministeriet, at Limfjordsteatret blev en selvejende institution, og arbejdsgruppen blev til en bestyrelse. Der kom krav om ændrede vedtægter og oprettelse af en støttekreds.
I 1989 blev også Erhvervsstyrelsens godkendelse nødvendig – og som selvejende institution skulle teatret nu stille med 300.000 kr. i formue, hvilket krævede dispensation.
Benspændene syntes aldrig at tage ende.
1 kr. fra Morsø Kommune
2 kr. fra Viborg Amt
50 % statslig refusion
Morsø Kommune: 222.250 kr.
Viborg Amt: 444.500 kr.
Statstilskud (refusion): ~333.375 kr.
Øvrige indtægter (salg/konsulentbistand): 220.000 kr.
I slutningen af juni kom omsider ministeriets godkendelse – og fra 15. august 1989 var Limfjordsteatret endelig en realitet. Efter otte års stædigt og vedholdende benarbejde.
På et tidspunkt var Jørgen Graabæk ved at få nok. Han samlede alle årenes korrespondance med en oversigt over datoer for ansøgninger og svar, og afleverede hele samlingen hos det radikale medlem af amtets kulturudvalg, Betty Jensen.
På det tidspunkt var kulturministeren tilfældigvis – eller måske snarere heldigvis – den radikale Ole Vig Jensen, og Betty Jensen sørgede for at overrække de 56 maskinskrevne sider til sin partifælle.
Hun sagde, at det her kunne man simpelthen ikke være bekendt. Nu måtte han træffe en afgørelse – og gerne sige ja. Og det gjorde han.
– Jørgen Graabæk
Jeg har altid interesseret mig for intimteater, hvor publikum får mulighed for at komme helt tæt på og kan aflæse, hvad der sker i skuespillerne.
Teatrets første leder var allerede tyvstartet på sit nye job i juli: 47-årige Gunnar Rose, selvlært teatermand med rødder i det sønderjyske og et halvt medicinstudie bag sig.
Han var debuteret ved Århus Studenterscene, havde været instruktør ved det nyetablerede Svalegangen og Det Danske Teater og i ti år undervisningsleder ved Statens Teaterskole. Nu kom han fra en stilling som projektleder ved Gøglerskolen i København. Havde rykket teltpælene op fra Amager og plantet dem på en ejendom lidt udenfor Frøslev.
Hans kongstanke, som ansættelsesudvalget var faldet for, var at lave forsamlingshusteater. Små intime forestillinger, der kunne sættes op i et hvilket som helst rum, når bare der var 7×13 meter gulvplads til rådighed, tre meter til loftet – og et komfurstik.
Før Limfjordsteatret kunne tage form, skulle der findes en adresse.
Jørgen Graabæk viste instruktør Gunnar Rose rundt på øen – de så bl.a. det gamle rådhus, en smedje i Ørding, Elsø Forsamlingshus og en nedlagt skole i Alsted.
Men det var den gamle gymnastiksal ved M.C. Holms Skole, der viste sig ideel.
Bygningen havde stået tom siden slut-80’erne og rummede alt, hvad et egnsteater havde brug for:
Gunnar Rose så straks mulighederne – her kunne teatret slå rødder.
Premieren på ”Efter forestillingen” gik godt med pæne anmeldelser i både Morsø Folkeblad, Skive Folkeblad, Viborg Stifts Folkeblad, Thisted Posten og Thylands Avis, om end Aarhus Stiftstidende fandt specielt første akt noget ”træg”.
Herefter drog Limfjordsteatret på turné. Så længe forsamlingshusene lå inden for Viborg Amts grænser, skulle de blot stille et lokale til rådighed og stå for den praktiske side af billetsalget – og aflevere entréindtægten. Hverken mere eller mindre.
40 forestillinger blev det til frem til 1. maj 1990. Næsten 1700 mennesker havde set ”Efter forestillingen”, da turnéen sluttede med en fuld sal en lørdag aften i Nykøbing. Indtjeningen: 120.000 kroner.
Ikke meget, bemærkede folkebladets lederskribent, som nu ikke længere var Tybjerg, hvilket fik Jørgen Graabæk til at fare i blækhuset og replicere, at 40 tilskuere i gennemsnit vel ikke var helt ringe for et lille, nystartet teater.
Det tidligere skolebyggeri blev forvandlet til et funktionelt teaterhus med plads til kontorer, øvelokaler, værksted og café – rammen om et spirende egnsteater.
Hvor der i begyndelsen kun var én fuldtidsansat, og skuespillerne selv stod for alt det praktiske, er Limfjordsteatret i dag en moderne kulturinstitution med mange ansatte og et aktivt publikumsliv.
I 2019 – på teatrets 30-års jubilæum – åbnede et nyt, 1800 m² stort scenekunsthus til 30 millioner kroner, opført ved Limfjordsvej. Det blev støttet af A.P. Møller Fonden, Færchfonden, Lokale og Anlægsfonden og Morsø Kommune – og markerede begyndelsen på et nyt kapitel.
