En visuel, musikalsk og Reumert-nomineret cirkusperformance om fornemmelsen for fald
16. MARTS KL. 19:30, LIMFJORDSTEATRET MORS
Scenen indtages scenen af tre af landets fremmeste cirkusartister, som i over 20 år har arbejdet professionelt med (ikke) at falde. Nu deler de deres angst og undren med publikum og udfolder fænomenet ’at falde’ både fysisk og eksistentielt.
Med inspiration fra selvbiografisk materiale, fra litteraturen og sproget, fra Einstein, Ikaros og syndefaldet går de på opdagelse i faldets anatomi og mytologi.
”Jeg er cirkusartist og jeg er rædselsslagen for at falde. Min krop stivner ved tanken om den svimlende fornemmelse af at falde frit gennem luften. Jeg fryser ved tanken om kontroltabet og ydmygelsen i det lille fald og mærker angsten for det store, uendelige fald. For efter faldet er der intet. Eller er der?
Jeg har øvet mig på ikke at falde hele mit artistliv. Jeg kender forskellen på at falde og at fejle. Jeg kender det fald, der sker så hurtigt at man næsten ikke når at se det, og det fald, der fortsætter i flere minutter, flere timer, eller i flere år.” Signe Løve Anderskov