Pak madkurven og oplev Shakespeare for fuld udblæsning – i en farverig og folkelig udgave af tragedien og familiedramaet ”King Lear”
AUGUST KL. 16:00, LIMFJORDSTEATRET THY – Plænen ved Thisted Kirke
For 5. år i træk inviterer Limfjordsteatret sammen med Thisted Teaterkreds til Shakespeare under åben himmel. Denne gang tages et af Shakespeares centrale værker under kærlig behandling. I et vanvittigt forsøg på at dele sit land mellem sine tre døtre, mister den legendariske og berygtede Kong Lear både herskermagten, sin families loyalitet og sin forstand! En overdådig feberdrøm om tabet af magt, af den man var – og genopdagelsen af alt det, der i virkeligheden burde have været.
SHAKES pumper Shakespeares berømte drama op med vanligt overdådige kostumer, aggressiv familiefejde og sexet inderlig 70’er musik. Det er gratis! Det er Shakespeare på gadeplan! Og der er plads til alle!
INFO OM SHAKES samler hvert år i juni måned tusinder af publikummer i Ørstedsparken i København til gratis Shakespeare i gadehøjde. Vi glæder os over igen at få dem på besøg i Thy.
Medvirkende: Christoffer Rønje, Patricia Schumann, Casper Kjær, Ari Alexander, Karin Heinemeier Instruktør: Mads Riisom Dramatiker: Thomas Markmann Scenograf: Julie Forchhammer Systue: Anna Sofia Bregnehave Windum
Anmeldelser
”Bare fordi Shakes populariserer Shakespeares klassikere, er de egentlig ikke utro mod dem, men åbner dem for et bredt publikum og giver forhåbentlig lyst til mere (…) mere Shakespeare, mere teater, mere kultur. (…) en vidunderlig introduktion til, hvad teater (også) kan være.” POV International om sidste års ’Helligtrekongersaften’
★★★★
”.. en både vittig og velafbalanceret tekst, der forener det frydefulde ved William Shakespeares romantik med det glade vanvid, der er Shakes’ særlige kendetegn.” CphCulture om sidste års ’Helligtrekongersaften’