Limfjordsteatrets egenproduktioner er ikke reserveret til Limfjordsteatrets egne lokationer
Er du interesseret i en af vores forestillinger, er du meget velkommen til at kontakte Turnéansvarlig Mona Kjærgaard på mail eller telefon:
Vi tager kunsten ud i landet og skaber uforglemmelige øjeblikke, hvor scenen møder publikum på nye måder.
Glæd dig til intense fortællinger, stærke visuelle udtryk og nærværende teateroplevelser – lige dér, hvor du er.
Hent PDF her:
En sanselig, næsten ordløs forestilling om mod, nysgerrighed og om at opdage, at man kan mere, end man tror. Inspireret af ”Johathan Livingstone Havmåge”
De mødes ved havet, hvor vinden blæser historier mellem fjer og skaller.
Den ene lytter bølger og kigger fugle.
Den anden er nysgerrig, drilsk og fuld af fart.
De er så forskellige som sand og vand –
og alligevel nærmer de sig hinanden.
Nogle gange går det galt.
Men der er også noget, som vokser.
Mod. Tillid. Og et lille pust af venskab.
Og så sker det, at noget løfter dem.
Måske er det vinden – måske modet.
For nogle gange skal man bare tro så meget, at luften begynder at bære.
”Vi gribes og bliver klogere på historien og samtiden”, skrev en anmelder efter at have oplevet ”Matilda-effekten”. En forestilling, hvor to dukkeførere på magisk vis fletter egne kroppe og stemmer sammen med dukker i forskellige størrelser og fortæller en sanselig, poetisk og humoristisk historie om nogle af historiens fremragende videnskabskvinder.
Oplev den drivkraft og de omkostninger, der lå bag kvindernes banebrydende bedrifter – og nogle af de opdagelser, de aldrig selv fik æren for.
Allerede i 1800-tallet observerede den amerikanske aktivist og fritænker Matilda Joslyn Gage, hvordan kvinders videnskabelige arbejde systematisk blevet tilskrevet mandlige forskere. Det har siden lagt navn til fænomenet ”Matilda-effekten” – og til denne forestilling.

ENERGISK FORESTILLING OM AT SÆTTE SIG SELV I SCENE PÅ ALLE PLATFORME
Hvordan kan jeg komme højere op på rangstigen? Skal jeg gøre, hvad de andre synes, eller skal jeg prøve at være mig selv? Jeg kunne forsøge at være normal – eller at efterligne de kendte …
”Platform:Live” er et stærkt, humoristisk og følsomt show, hvor to performere konkurrerer om at sætte sig selv i scene, så de hver især fremstår som den bedste version af sig selv. I en intens stemning forsøger de at optimere sig selv via påklædning, smartphones og popularitetsmålinger. At fremstå på en lækker måde. At være autentisk, ekstrovert, ægte. Publikum er både ekspert og dommer – og får lov at give råd og bedømme de to performere og deres indsats.
Platform:Live er en forestilling, hvor vi bruger flere forskellige live-kameraer for at illustrere den skærm-virkelighed, vi dagligt befinder os i. Det er en forestilling, der veksler mellem det, der sker direkte på scenen og på en skærm.
Alt eksponeres via livekamera i et højintenst rum. Vi transmitterer inde fra bagscenen og helt ude fra virkeligheden, LIVE!
”Tankeskræmsler” er en sammenhængende strøm af musik og fortælling, hvor emnerne spænder vidt fra historier og drømme til valgkamp, soldaterdagbøger, skoleskyderier, livslede og andre elefanter i rum.
Nogle tanker kan rumstere, forstyrre, tynge og skræmme. Andre er som korte øjeblikke – måske blot en stemning, som hurtigt må indfanges, inden den forsvinder igen. Nogle tekster er finurlige og morsomme – andre rummer både mørke og kant.
Og måske der viser sig at være en slags sammenhæng i det hele.
Oplev skuespiller, sanger og manuskriptforfatter Lasse Popp, musiker Bastian Popp og et hav af instrumenter fra kontrabas og klarinet til mandolin, pumpeorgel og mange flere.
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond
Forestillingen spillede under andet navn og i andet setup som et event under Kulturmødet 2024. Efter at have set forestillingen skrev journalist og anmelder Merete Just på Facebook:
”Kulturmødets ultimative højdepunkt (…) En meget stor oplevelse, der kalder på alle superlativer. Ordene hoppede og dansede elegant sammen med et righoldigt udvalg af (sinds-)stemninger i de velkomponerede musikstykker. Det var en gigantisk oplevelse at overvære en så imponerende og meget krævende præstation af så fremragende, engagerede, talentfulde og professionelle folk.”
Lasse Popp har siden 2005 stået bag en stor del af Limfjordsteatrets forestillinger for voksne, både som manuskriptforfatter, sangskriver, skuespiller og sanger. Musiker Bastian Popp, har medvirket i flere af dem, herunder teatrets nok største turnésucces, ”Træt Lever & Tungt Hjerte” – som i øvrigt også startede sit lange liv som et kulturmøde-indslag tilbage i 2013.
Brunos Bodega er en fuldstændig almindelig bodega. Her findes ingen skæve eksistenser; kun mennesker. Kom indenfor og mød SønderJytte, Klåge, Allan Pisbows og alle de andre, der er lige så faste som resten af inventaret. Her lever hverdagsdrømme og tragedier side om side. Og selv om irritationer kan nå uanede højder, rækker netværket tæt og fast ind under selv de dybeste fald.
Pressen skrev:
★★★★★☆
Persongalleriet i Lasse Popps fortælling er ganske enkelt herligt. (…) et morsomt og musikalsk velklingende portræt af et lille udsnit af Danmark”
Trine Wøldiche, Iscene
★★★★★☆
”Det er tragisk og hylesjovt (…) en forestilling, der på overfladen fornøjer og underholder, men også kalder til eftertænksomhed. Det hænger som en skygge over det hele, at livet på bodegaen også hænger tæt sammen med døden. Prisen for fællesskabet betales den dag, hvor stamkundens plads ved baren pludselig står tom.”
Camilla Gade Christensen, Nordjyske
“Det er ikke blot en teateroplevelse, men et portræt af en epoke i Danmark, leveret med humor, hjerte og musikalsk overskud. (..) En kunstnerisk succes, der fortjener fulde huse overalt, hvor den lægger vejen forbi.”
Claus V. Mikkelsen
”Skuespillet sidder fantastisk skarpt. Lasse Popp, Asger Kjær og Pernille Nedergaard Haugesens replikker serveres i et tempo, som publikum sluger som en Von Oosten Bitter på siden af en pilsner. Musikken og sangene binder scenerne sammen (…) en tragikomisk fest, der slutter med en velkomponeret, tarvelig julefrokost og stående bifald. (..) en gennemført godbid”
Katrine Hedegaard, KunMors