MATILDA-EFFEKTEN
20. FEB. KL. 19:30, LIMFJORDSTEATRET MORS m. aftertalk
05. + 06. MARTS KL. 19:30, LIMFJORDSTEATRET MORS
07. MARTS KL. 11:00, LIMFJORDSTEATRET MORS m. aftertalk
En poetisk, sanselig og humoristisk dukkeforestilling for voksne med to eminente dukkeførere, der på magisk vis fletter deres egne kroppe og stemmer sammen med dukker i forskellige størrelser. En anderledes fortælling om den drivkraft og de omkostninger, der gennem historien har ligget bag videnskabskvinders banebrydende bedrifter.
I ”Matilda-effekten” bringer Limfjordsteatret nogle af historiens hidtil oversete videnskabskvinder og deres forskningsresultater frem i lyset. Mød astronomen Sophie Brahe, mens hun ser på stjernerne og reflekterer over sin barndom med den berømte broder, fysikeren Lise Meitner, der gang på gang blev forbigået af Nobelkomiteen, seismologen Inge Lehmann i mødet med Cambridge og zoologen Marie Hammer i sin konflikt mellem moderskab og forskning. De blev alle underkendt i deres samtid – og den nulevende fysiker Lene Hau, kæmper videre i dag.
Fænomenet Matilda-effekten er opkaldt efter den amerikanske aktivist og fritænker Matilda Joslyn Gage. Allerede i 1800-tallet observerede hun, hvordan kvinders videnskabelige arbejde systematisk og uretmæssigt blev tilskrevet mandlige forskere. Nu bringer vi kvinderne frem i lyset.